De er i gang med at løse en vigtig opgave: Et kommunikationstjek: Kan de ringe i telefon, med kolde og våde fingre?
Hvorfor så det?
Den klare anbefaling til lystsejlere, både fra Søsportens Sikkerhedsråd og mange andre organisationer, er at medbringe en vandtæt pakket mobiltelefon på vandet. I en nødsituation alarmeres der på 1-1-2.
Rigtig mange kajakroere ror (heldigvis) rundt med en telefon i vesten.
Men rigtig mange kajakroere får (desværre) ikke øvet sig i at bruge den, i hvad der ligner en skarp situation.
Som når de ligger alene i vandet, og kajakken er drevet væk fra dem.
Opgaven er ganske simpel:
- Kravl ud af kajakken og hold fast i bærehåndtaget
- Ring så til en ven der ligger i vandet ved siden af med sin telefon fremme
- Red dig selv tilbage i kajakken igen.
Øvelsen afprøver flere ting
- Telefonens placering: Er den i vesten og er den pakket vandtæt ind?
- Kan telefonen bruges med våde fingre, og evt. handsker på?
- Kan roeren bevare overblikket og fokusere på opgaven i de givne forhold?
- Kan opkaldet høres?
- Er påklædningen varm nok til at være i vandet i den tid opgaven tager?
- Kan der efterfølgende laves en selvredning (alternativt, en makkerredning)?
Har du lavet et kommunikationstjek med din mobiltelefon for nylig?
Ellers kan jeg kun opfordre til at gøre det – og del gerne opfordringen her med dine kajakvenner!